Faculty of Natural Sciences har officielle profiler på LinkedIn og Twitter med det formål at synliggøre forskning og aktiviteter på fakultetets institutter overfor potentielle målgrupper, herunder bl.a. erhvervslivet, fonde og den brede offentlighed. De to kanaler administreres af fakultetets kommunikationsrådgivere, og vi er i løbende dialog med institutterne om indhold og modtager meget gerne indhold fra jer.
Natural Sciences har også en profil på Facebook og Instagram, som er målrettet studerende på fakultetet. Disse konti administreres af Nat-Tech Uddannelse, som også gerne modtager indhold og input.
På Natural Sciences understøtter vi AU’s officielle sociale medier, hvor vi også bidrager med relevant indhold. Læs mere om AU’s sociale medier, hvor der også er mulighed for at sende idéer til indhold.
Natural Sciences administrerer endvidere en YouTube-kanal, som kan anvendes som placeholder for videoer, man f.eks. vil linke til på hjemmesider. Kontakt fakultetets kommunikationsrådgivere for mere information.
Mange institutter og enheder på Natural Sciences har deres egne profiler på sociale medier til deling af forskningshistorier, udnævnelser mv. Fakultetets kommunikationsrådgivere understøtter så vidt muligt opslag på institutternes sider gennem deling eller nye opslag.
Hvis I som enhed er til stede på de sociale medier, er I også repræsentanter for AU som organisation. Overvej derfor hvordan I kommunikerer. Læg ikke tekster, billeder eller andre former for indhold på de sociale medier, som din enhed eller AU ikke kan stå inde for.
Alle AU’s profiler på sociale medier skal ses som understøttende for hinanden og ikke som konkurrerende kanaler. Den enkelte bruger ser ikke alle opslag i sit feed, det afhænger helt af, hvilket netværk man har og hvad man ellers interesserer sig for, og derfor gør det ikke noget, at det samme eller lignende indhold deles fra flere profiler.
Gode råd til institutters sociale medier:
Beslut hvem der er ansvarlig for den enkelte profil på sociale medier, der skal sikre at den holdes ’i kog’.
Overvej hvorfor I er til stede på de valgte sociale medie-kanaler og hvad vil I opnå.
Vær skarp på, hvem jeres målgruppe er.
Beslut hvor mange ressourcer I vil bruge på sociale medier.
Overvej hvordan I kan skabe interaktion og aktivitet på de sociale medier, så det ikke blot er en statisk opslagstavle.
Involver instituttets medarbejdere – alle kan bidrage med input til indhold og støtte op ved at like og kommentere opslag.
Tjek om din enhed må bruge AU's logo på sociale medier. Alle officielle enheder på Natural Sciences, fx institutter og centre, må bruge AU's logo på deres sociale medier. Læs mere om brugen af AU-logoer her.