Uddannelsesdagen var en succes!
Interessen for, hvordan unge studerende kommer bedst muligt i gang med deres naturvidenskabelige uddannelse, er stor. Årets Uddannelsesdag var en succes og bliver et fast arrangement hos Natural Sciences.
Hvordan sikrer vi en god overgang for de studerende, der begynder på en naturvidenskabelig uddannelse hos os?
Det var hovedspørgsmålet, da den første Uddannelsesdag med temaet ”Fra elev til studerende” løb af stablen, og det var et spørgsmål, der samlede fakultetet på tværs. Alle institutter var repræsenterede i dagens livlige drøftelser om overgangen til universitetet, og hvordan Natural Sciences støtter den bedst.
”Det var dejligt at se, at så mange var med til at sætte fokus på årets tema, for det er vigtigt, at vi hjælper til i overgangen fra elev til studerende”, siger prodekan for uddannelse, Kristine Kilså.
Samler viden og erfaringer på tværs
Uddannelsesdagen blev holdt fredag den 18. marts om eftermiddagen, og der var udover drøftelser og erfaringsudvekslinger både oplæg og workshops på programmet.
”Det er en vigtig dag for Natural Sciences, for den samler fakultetet på tværs og giver mulighed for at vende centrale emner for vores uddannelser. Nu ser vi frem til at arbejde videre med, hvordan vi kan facilitere overgangen for de studerende – også i tilrettelæggelsen af undervisningen. Det er en løbende indsats hos os og bliver også et emne i årets kvalitetsarbejde”, forklarer Kristine Kilså.
Uddannelsesdagen bliver fremover en fast tradition på Natural Sciences, der hvert år vil tage et nyt emne op.