Kvote 2: Færre søger en naturvidenskabelig uddannelse
Faculty of Natural Sciences modtog i år 1.199 kvote-2 ansøgninger. Af dem var 360 ansøgninger 1. prioritet.
De naturvidenskabelige uddannelser er ikke i lige så høj kurs hos årets kvote 2-ansøgere som sidste år. 1.199 har søgt en af Nats uddannelser via kvote 2, hvilket er 6 % færre end sidste år. 360 af ansøgerne har fakultetet som 1. prioritet.
”Jeg er glad for, at så mange uddannelsessøgende har vores uddannelser som 1. prioritet. De forrige års ansøgningstal har været præget af Covid-19’s påvirkning på samfundet, og det er forventeligt, at vi ikke når de samme, flotte tal i år”, siger prodekan for uddannelse på Natural Sciences, Kristine Kilså.
Tre af fakultetets 13 uddannelser går dog imod udviklingen og har flere ansøgere end sidste år. Det handler om Datalogi, Kemi og IT-produktudvikling.
Efter Covid-19: Tilbage til normalen
Aarhus Universitet har i 2020 og 2021 oplevet en ekstraordinær høj søgning til universitetets uddannelser via kvote 2, men interessen tilskrives primært Covid-19 og nedlukning af samfundet.
Samme udvikling ses hos Natural Sciences. Sidste år søgte 1.274 en naturvidenskabelig uddannelse via kvote 2, heraf var 403 1. prioritet, og året inden (i 2020) søgte 1.199 ind på en af fakultetets uddannelser, og 407 med 1. prioritet.
Udviklingen skræmmer ikke
Årets samlede antal ansøgere til en uddannelse ved Faculty of Natural Sciences bliver offentliggjort, når fristen for at søge uddannelse via kvote 1 udløber den 5. juli klokken 12.
”Vi kan ikke konkludere noget endeligt om årets ansøgningstal, før vi har modtaget kvote 1-ansøgningerne til sommer, hvor vi har det største optag. Vi har en stor rekrutteringsindsats frem mod fristen den 5. juli, så meget kan nå at ske endnu”, slutter Kristine Kilså.