Tættere på dig: Dekanen og prodekanerne kommer på besøg
For dekanen og de to prodekaner står den på Tour de Institut i marts og april. De vil nemlig ud og se folk på institutterne i øjnene, præsentere sig for de ansatte efter to år med corona og fortælle, at deres dør er åben.
45 sæt øjne følger dekan Kristian Pedersen, da han med tre klap overdøver smalltalk og summen i auditoriet under iNANO og tager ordet for at præsentere sine to prodekaner, Kristine Kilså og David Egholm, og sig selv.
”Det er os, der er the DeanTeam, som vi kalder os,” forklarer han de fremmødte med et smil, før de tre går i gang med deres oplæg.
Vigtigt at møde folk, hvor de er
Besøget og præsentationen af dekanen og de to prodekaner har været to år undervejs. Kristian Pedersen blev ansat 1. april 2020, mens prodekanerne David Egholm og Kristine Kilså blev en del af Natural Sciences i henholdsvis november og december 2020. Dengang lammede Covid-19 Danmark, og først nu er det lykkedes at arrangere rækken af besøg på institutterne.
”Jeg er rigtig glad for, at vi endelig kan komme ud og hilse på og præsentere os på institutterne. Vi vil gerne møde de ansatte, hvor de er, og høre om hvad der rører sig hos dem. Det er jo dem, der er fakultetet,” forklarer Kristian Pedersen og fortsætter:
”Omvendt vil vi også gerne fortælle dem, hvad vi gør os af tanker, og hvad vi har fokus på lige nu, og det her er en god direkte måde at gøre det på”.
Åbenhed og en god diskussion
Besøget er ikke bare en fremvisning af ledelsen. Det er også videndeling, for fakultetets nye strategi og de handlinger, der skal ske i løbet af året, er også på dagsorden. Samarbejde, karriereudvikling, rekruttering og internationalisering. Det er nogle af de emner, der bliver vendt og forklaret, alt imens der nikkes rundt omkring i auditoriet.
Men der er også plads til dialog, forslag og kommentarer. Blandt de mange, der deler deres tanker og spørgsmål med dekanen og prodekanerne, er postdoc Emil Laust Kristoffersen. Han kommer med forslag til en ny måde at finansiere forskning, og efter besøget fortæller han, at han er glad for at have været med.
”Dekanen og prodekanerne er jo ikke en direkte del af min hverdag, så det er fint at få ansigter på dem og at høre deres strategi og hvad der optager dem. Jeg synes også, det er flot, at vi får mulighed for at stille spørgsmål og fortælle dem, hvordan vi ser på tingene. Det kom der en god diskussion ud af,” forklarer han.
Tour de Institut fortsætter
Dekanen og de to prodekaner fortsætter deres besøg rundt på institutterne de næste uger, og du kan se, hvornår de kommer forbi dit institut herunder:
Onsdag den 23. marts
Institut for Matematik klokken 12.30-13.30
Institut for Fysik og Astronomi klokken 14.00-15.00
Torsdag den 31. marts
Institut for Geoscience klokken 9.00-10.00
Institut for Kemi klokken 11.00-12.00
Institut for Molekylærbiologi og Genetik klokken 12.30-13.30
Institut for Datalogi klokken 14.00-15.00
Tirsdag den 5. april
Institut for Biologi klokken 12.30-13.30