Nyt AI Lab udvikler intelligente assistenter til forskning og undervisning
Kunstig intelligens skal være en praktisk hjælper i hverdagen for forskere, undervisere og studerende på Faculty of Natural Sciences. Med etableringen af et nyt AI Lab vil fakultetet positionere sig helt i front inden for anvendelsen af AI i forskning og undervisning.
Et nyt AI Lab på Faculty of Natural Sciences skal de kommende år fungere som motor for udvikling og implementering af kunstig intelligens i forskning og undervisning. Labbet er en strategisk satsning, der skal sikre, at universitetet ikke blot følger med udviklingen, men placerer sig helt i front, når det gælder ansvarlig og målrettet brug af AI.
AI Lab er etableret som et pilotprojekt over 2,5 år og finansieret med 12,4 mio. kr. fra forskningsreserven. Satsningen udspringer af et strategisk valg om at investere i egne AI-løsninger og infrastruktur frem for at bruge eksterne værktøjer. Projektet har, ud over finansiering af to AI-specialister, også omfattet indkøb af to højtydende AI-servere til lokal afvikling af AI-software på AU. Serverne blev anskaffet lige før den markante stigning i hardwarepriser som følge af øget global efterspørgsel.
"For at fastholde en ledende rolle og være det fyrtårn, vi ønsker i en tid præget af geopolitisk usikkerhed, er kontinuerlig adgang til AI-værktøjer en forudsætning," siger Poul Nissen, som er prodekan for forskning ved Faculty of Natural Sciences.
AI tæt på praksis
AI Lab henvender sig til både undervisere, forskere og studerende, og det fokuserer på to hovedspor: AI-assistenter (chatbots baseret på sprogmodeller) og udvikling af AI-værktøjer, der understøtter eksisterende forskning på fakultetet.
Inden for AI-assistenter udvikler AI Lab målrettede sprogmodeller, som er tilpasset konkrete faglige behov, som forskeren, underviseren eller den studerende har.
Er du underviser, betyder det, at du i samarbejde med AI Lab kan opsætte sprogmodeller til dit fag baseret på lærebøger og kursusmateriale, som uploades og anvendes internt på universitetets systemer. Dermed overholdes både ophavsret og datasikkerhed.
Er du studerende kan AI-assistenten opleves som at have adgang til din underviser døgnet rundt. AI-hjælpen kan afgrænses til enkelte hold og fungere som faglig sparringspartner, der svarer på spørgsmål med afsæt i pensum.
AI-udvikling i tæt samspil med forskningen
AI Lab fokuserer ikke kun på udvikling og anvendelse af sprogmodeller, men arbejder forskningsnært med særlig vægt på generativ og analytisk kunstig intelligens. Målet er at integrere nye AI-algoritmer fra blandt andet datalogi med avancerede datasæt og komplekse problemstillinger i eksperimentelle forskningsmiljøer for at muliggøre nye videnskabelige gennembrud.
Udviklingen af AI-værktøjer sker gennem systematiske undersøgelser af anvendelsesmuligheder samt de videnskabelige og metodiske gevinster ved anvendelse af AI på tværs af fakultetets forskningsdomæner. Projekter udvælges på baggrund af en faglig vurdering af forskerhenvendelser og gennemføres i et interdisciplinært samarbejde mellem forskere og AI-udviklere.
Mindre administration, mere forskning
Et af de første konkrete produkter fra AI Lab er en sprogmodel, der understøtter forskere med research data management. I stedet for at udfylde komplekse formularer uden forudgående viden kan forskeren indtaste sine projektbeskrivelser og få hjælp til at udarbejde data management-planer trin for trin.
Siden 2020 har forskere været forpligtet til at anmelde data til Rigsarkivet, men kravene kan opleves som komplekse og uoverskuelige. Her vil en AI-assistent også kunne hjælpe forskerne.
”Vi kan frigive enormt meget tid for forskerne ved at mindske den bureaukratiske byrde, som de dagligt møder, med rollefikserede AI-assistenter til mindre interessante arbejde. F.eks. er udarbejdelsen af en Data management plan noget, forskerne bør gøre for hvert forskningsprojekt, men det er også en tidsrøver. Ved at lade AI assistere forskeren i udarbejdelsen af en plan, kan vi bekæmpe en betydelig administrativ byrde og lade forskerne bruge mere tid på deres kerneopgaver. Det er dog altid vigtigt at tjekke og justere det, som AI-assistenterne leverer,” forklarer chefkonsulent Jesper Lykkegaard Karlsen, som er en af grundlæggerne og rådgiver ved AI Lab.
På sigt vil samme type sprogmodel også kunne anvendes i forbindelse med f.eks. fondsansøgninger og meget andet.
Forskergrupper vil med AI Lab også kunne få deres egne AI-assistenter, som er trænet på relevant litteratur og data inden for forskerens eget felt. AI-assistenten kan hjælpe forskeren med alt fra kodning og litteratursøgning til kvalitetssikring af videnskabelige artikler. Forskeren kan f.eks. spørge, om et givent problem er løst før og af hvem.
Et åbent og bevægeligt AI-miljø
AI Lab skal være et åbent miljø i tæt samspil med forskerne selv. Da forskerne selv er brugere af sprogmodellerne, spiller deres vurdering af kvalitet, relevans og validitet en central rolle i den løbende udvikling.
Labbet bliver en væsentlig bidragyder til fakultetets nye NAIS AI-netværk. Samtidig vil der være et strategisk fokus på outreach og videndeling internt på Faculty of Natural Sciences og på tværs af fakulteter.
Flere fakulteter har allerede meldt deres interesse om deltagelse. AI Lab vil blandt andet også samarbejde med Center for Humanities Computing (ARTS) med fokus på at udveksle erfaringer i et felt, der udvikler sig med høj hastighed.
”Feltet flytter sig lynhurtigt. Derfor er det afgørende, at vi ikke låser os fast på én løsning, men hele tiden kan justere og udvikle,” siger Jesper Lykkegaard Karlsen.
AI Lab er et pilotprojektet fra 1. februar 2026 til midt 2028.