Lokaler klar til Zoom hybridundervisning på Nat
I alt 30 lokaler er nu operationelle på fakultetet og klar til, at både undervisere og studerende kan få glæde af og prøve kræfter med hybrid Zoom-undervisning, der både foregår onsite og online.
Der er 4-5 undervisningslokaler på hvert institut på fakultetet, som er sat op med kamera og mikrofonudstyr, der fungerer sammen med Zoom og Brightspace. Institutterne har selv valgt hvilke rum, der skulle have udstyret, og det er også lokalt, at det besluttes, hvilke undervisere der kan benyttet lokalerne.
Vejledning til brug af udstyret står på skærmen i lokalerne og ligger på laminerede flyers, som blot følges trin for trin for at tage udstyret i brug.
Alle kan være med i undervisningen
Forskellen på disse hybride undervisningslokaler og det udstyr, der er sat op i auditorierne til online undervisning, er, at i de hybride undervisningslokaler kan de studerende, der sidder hjemme, deltage aktivt i undervisningen på lige fod med de studerende, der er fysisk til stede.
”Hybridundervisning betyder netop, at undervisningen foregår onsite og online på en gang, og at man som studerende næsten kan få lige så meget ud af undervisningen, selvom man ikke er fysisk til stede. Det understøtter de udvalgte lokaler, hvor der er sat en skærm op, hvor man kan se de studerende, der er online til stede, og der er sat mikrofoner i lofterne, så de online studerende kan følge med i, hvad der foregår i hele lokalet,” siger Bjarne Nørgaard, AV-Koordinator for Nat/Tech.
Prøv det af
Det kræver ikke det store at komme i gang med at bruge de hybride Zoom-Room lokaler, bare man følger vejledningen på skærmen i lokalerne og har lysten til prøve det af.
”Jeg vil gerne opfordre til, at man bare kaster sig ud i det. Det er ikke svært – måske skal man lige møde ind en halv time før, den første gang man skal prøve udstyret, men når man først har prøvet det en gang, så er det meget brugervenligt og nemt,” siger Bjarne Nørgaard.