Fire nyopslåede forskerstillinger skal styrke innovationskraften på Natural Sciences
Målet er at omsætte forskning til løsninger på samfundsudfordringer og styrke koblingen til erhvervsliv og eksterne partnere.
Faculty of Natural Sciences slår fire nye stillinger op, for at styrke forskningsbaseret innovation og entreprenørskab. Stillingerne er på lektor- og professorniveau, åbne på tværs af fakultetets fagområder og, som noget særligt, med fokus på forskningsbaseret innovation.
De kommende professorer og lektorer får en central rolle i at udvikle innovationsaktiviteter på både deres egne institutter og på tværs af fakultetet. Desuden skal de skal være med til at styrke samarbejdet med virksomheder, organisationer og andre eksterne partnere.
”De fire stillinger er et vigtigt skridt i vores ambition om at gøre innovation til en væsentlig og integreret del af vores kerneopgaver. Vi har et stærkt forskningsmiljø, og nu styrker vi vores evne til at bringe viden og resultater fra det miljø i spil i samfundet endnu mere”, siger Ole Bækgaard, prodekan for karriereudvikling og innovation på Faculty of Natural Sciences.
De kommende lektorer og professorer forventes at have erfaring med at omsætte forskning til innovation. Det kan f.eks. være gennem samarbejde med virksomheder, entreprenørskab eller udvikling af nye løsninger.
De skal være med til at drive en kultur, hvor innovation bliver en naturlig del af forskningsarbejdet. De får en vigtig rolle som rollemodeller for både kolleger og studerende og skal arbejde tæt sammen med initiativer som Science Bridge og innovationsenheden Kitchen.
Derudover skal de bidrage til undervisning og udvikling af nye undervisningsforløb inden for entreprenørskab.
”Vi ønsker at skabe et miljø, hvor det er naturligt at bringe vores forskningsbaserede viden i spil via i innovation, videndeling og samarbejde. Vi arbejder derfor målrettet på at sikre, at innovation i højere grad ses som en anerkendt del af den samlede akademiske indsats på linje med forskning og undervisning. De nye stillinger skal være med til at drive den udvikling,” siger Ole Bækgaard.
- Satsningen med de fire nye stillinger er en del af Aarhus Universitets Strategi 2030, hvor innovation og entreprenørskab er et centralt fokusområde.
- Stillingerne forventes besat fra april 2027 eller snarest derefter.
- Læs mere i stillingsopslaget her.