Fem europæiske universiteter går sammen om online uddannelsesforløb i efteråret
I efteråret skal studerende fra hele Europa mødes online til et uddannelsesforløb om bæredygtigt entreprenørskab. Det sker med udspring i den europæiske universitetsalliance Circle U, som Aarhus Universitet er medlem af.
Til september skal studerende og undervisere fra blandt andet Aarhus, Beograd, Paris, Oslo og Louvain-la-Neuve mødes online til uddannelsesforløbet ’Sustainable Change-Makers Webinars’. Her skal de arbejde med bæredygtigt entreprenørskab på tværs af nationaliteter og fagligheder. Projektet er et af de første eksempler på tiltag, som udspringer af universitetsalliancen Circle U.
For Morten Foss, som er Senior Researcher på iNANO og Academic Chair i arbejdsgruppen for det nye uddannelsesforløb, er det sammensmeltningen af viden fra de forskellige universiteter, der gør initiativet til noget særligt.
”De studerende kommer til at blive undervist af eksperter fra hele Europa i alt fra nanoscience og artificial intelligence til samfundsvidenskab, og de vil blive blandet i grupper, hvor de møder andre studerende fra hele Europa. Jeg tænker, at det bliver et fantastisk tilbud for de studerende og vildt spændende at undervise,” fortæller han.
Drevet af de studerende
De studerende skal deltage i syv webinarer i forløbet, der afholdes af professorer og seniorforskere fra de deltagende universiteter. De forskellige webinarer dykker ned i vidt forskellige emner inden for bæredygtigt entreprenørskab og spænder over mange fagområder. Morten Foss vil fokusere på afbødning af CO2-baserede klimaændringer, og andre webinarer vil komme omkring emner som bæredygtige forretningsmodeller, brugen af intelligente robotter i udviklingen af bæredygtige løsninger, og hvordan man bedst muligt pitcher sine innovative projekter.
Forløbet afsluttes med et fysisk arrangement i Beograd. Her skal de studerende præsentere deres afsluttende projekt, som de i grupper får tre uger til at forberede. Det afsluttende projekt består i at videreudvikle modulerne, der skal undervises i næste år, når forløbet gentages.
”Det vigtigste ved forløbet er, at det skal være drevet af de studerende. Vi skal få dem til at se entreprenørskab og innovation som en vej at gå, og det er derfor, de studerende bliver involveret i, hvordan programmet for næste år skal se ud,” fortæller Morten Foss.
AU står stærkt på entreprenørskab
Da repræsentanter fra alliancens deltagende universiteter mødtes efter påskeferien for at snakke om innovation og entreprenørskab, var det ikke tilfældigt, at Aarhus Universitet var vært for arrangementet.
”Mødet var også for at se The Kitchen og vise, hvordan Aarhus Universitet arbejder med entreprenørskab. Det var noget, de andre universiteter gerne ville se. Alliancen er også til for, at vi deler vores viden og styrker med hinanden. Oslo University har for eksempel en stærk studenterforening inden for entreprenørskab for kvinder. Det er den sammensmeltning af viden, vi bruger til at sætte programmet sammen,” siger Morten Foss.
Arbejdsgruppen er desuden ved at planlægge et forskningsforløb for studerende, der skal undersøge, hvordan man får flere kvinder i entreprenørskab. Men først skal det nye uddannelsesforløb søsættes.
”Det her er jo en prototype. Jeg er sikker på, at det bliver en succes, men vi lancerer det i en lille skala her første år, og så kan vi brede det ud året efter til både Masters og ph.d.-studerende. Konceptet kommer til at køre hvert år,” afslutter Morten Foss.
Om Circle U. og ’Sustainable Change-Makers Webinars’
- De fem universiteter, som foreløbigt er med i projektet, er Aarhus Universitet, University of Belgrade, UCLouvain, University of Oslo og Université Paris Cité
- Circle U. er en europæisk universitetsalliance mellem ni universiteter. Alliancen arbejder for at gøre internationalisering nemmere og skabe en stærkere fælles identitet i den europæiske forsknings- og uddannelsessektor
- Uddannelsesforløbet ’Sustainable Change-Makers Webinars’ tilbydes i første omgang til ph.d.-studerende
- Det første webinar afholdes den 1. oktober 2022
- Humboldt-Universität zu Berlin, King’s College London, University of Pisa og University of Vienna er også medlemmer af Circle U., men er ikke med i uddannelsesforløbet på nuværende tidspunkt