Dekanen ønsker glædelig jul
Det er snart jul og vi trænger nok alle til en velfortjent pause fra hverdagens strabadser. Kristian Pedersen tager i årets julevideo temperaturen på året, der er gået, hvad han skal lave i sin juleferie og ikke mindst hvad han glæder sig til i det nye år. Se med!
Det der har fyldt mest her på Natural Sciences i år er først og fremmest at få de studerende – og selvfølgelig ansatte – tilbage på campus. Det har været skønt med liv på universitetet og en mere normal hverdag igen – og det er utrolig vigtigt for trivslen! Selvom vi nu igen er ramt af restriktioner, håber jeg, de stigende smittetal ikke får så store konsekvenser for universiteterne som sidste vinter.
Året slutter desværre som det startede, med restriktioner og hjemmearbejde for mange, men jeg håber – især for vores studerendes skyld – at det bliver en kortvarig en af slagsen!
Ny strategi på Nat
Vi har i 2021 på Nat fået en strategi, som vi er i fuld gang med at få ud at leve. Vores fire pejlemærker er samarbejde og ledelse, rekruttering, karriereudvikling og internationalisering. Strategien er en langtidsindsats, som jeg tror kommer os alle til gode mange år fremover.
I løbet af november havde dekanatet strategimøder med alle institutledelser og vi oplever, at der er imponerende mange aktiviteter i gang. Institutterne arbejder blandt andet meget med karriereperspektivet for de studerende, f.eks. gennem arrangementer med virksomheder og alumner.
Hele vejen rundt arbejder vi meget seriøst på rekruttering af videnskabeligt personale, herunder gør vi en stor indsats for at sikre en bedre diversitet blandt medarbejderskaren. Vi arbejder også målrettet med rekruttering og fastholdelse af de studerende.
Evaluering af de tematiske centre
Vi har lige foretaget en evaluering af vores syv tematiske centre sammen med Tech. De har gjort et flot stykke arbejde med at skabe nye indsigter gennem tværgående samarbejde og ved at danne netværk, som særligt de unge forskere drager stor nytte af. Nu skal vi drøfte med centrene, hvordan de skal fortsætte.
Hvad der venter i 2022
Der er mange ting i det nye år, vi kan se frem til. I januar åbner vores nye CO2-center, som vi etablerer i samarbejde med Tech. Det glæder jeg meget til at følge.
Og kort inde i det nye år kommer vi fra fakultetsledelsen med nogle nye initiativer rettet imod særligt karriereudvikling for vores unge forskere.
Vi er også i gang med at udarbejde en samlet vision for Katrinebjerg sammen med Arts, Tech og de andre fakulteter. Og så skal vi have sat endnu mere skub i vores samarbejde med virksomheder; blandt andet har vi flere nye Open Innovation in Science-platforme i støbeskeen.
Dermed kommer Nats strategi i spil i mange henseender.
Med disse ord vil jeg ønske alle studerende og medarbejdere på Nat en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi ses i 2022!