Søg støtte fra AUFF

Aarhus Universitets Forskningsfond støtter igen i 2022 forskningsprojekter, ansatte og studerende. Få et overblik over dine muligheder for at søge virkemidler her.

Foto: Lars Kruse, AU Foto

AUFF Recruitment Grants (tidl. AUFF Starting Grants)

Du kan søge AUFF Recruitment Grants i forhandlingssituationer, hvor et tilbud om startmidler er afgørende for at sikre ansættelsen af en særdeles attraktiv adjunkt, lektor eller professor. Der er derfor ikke ordinære ansøgningsrunder i 2022. I stedet ansøges midlerne løbende, og svar gives efter aftale. Budgettet er på 40 millioner kroner.

AUFF NOVA

Formålet med AUFF NOVA er at stimulere dristige og nytænkende forskningsprojekter af høj kvalitet. Typisk vil projekterne have svært ved at få støtte fra anden side. Budgettet er på 50 millioner kroner, og et fuldt opslag bliver offentliggjort i første halvår af 2022.

Fleksible ph.d.-forløb

Midlerne er målrettet fleksible ph.d.-forløb, herunder 3+5, 4+4 og forskningsåret m.v. Budgettet er på 15 millioner kroner, som fordeles mellem de fem fakulteter på universitetet.

Publikationsstøtte

Du kan søge støtte fra denne pulje til banebrydende publikationer, der er målrettet højtestimerede, internationale publikationskanaler. Budgettet er på 2,5 millioner kroner, og der forventes opslag i 2022 med deadline i februar og september.

International mobilitet

Puljen på 5 millioner kroner er målrettet internationale aktiviteter, som omfatter både besøgende forskere og universitetets forskere, der skal ud i verden. Et opslag bliver offentliggjort i foråret 2022.

Støtte til afholdelse af ph.d.-kurser, forskergruppemøder, workshops og summer camps på Sandbjerg Gods

Formålet med midlerne er at yde tilskud til betaling for ph.d.-kursusophold, forskergruppemøder, workshops og summer camps på Sandbjerg Gods. Dermed reduceres kursusdeltagernes egenbetaling. Budgettet er på 2,5 millioner kroner, og ansøgninger modtages løbende.

Forskningsophold i Møllehuset og Husumgade

Ønsker forskere et legatophold i Møllehuset ved Sandbjerg Gods eller i fondens lejlighed i Husumgade i København, kan denne pulje søges løbende.

Aarhus Institute of Advanced Studies

AUFF støtter fortsat driften af Aarhus Institute of Advanced Studies.